Donald Glover - også kendt som musikeren Childish Gambino - låner sin stemme til Simba i den nye udgave af Løvernes Konge, ligesom allestednærværende Beyonce puster liv i hunløven Nala. Foto: Disney
Jon Favreau er for de fleste nok mest kendt for sin rolle som den strikse og umådeligt kiksede oppasser Happy til Tony Stark aka Iron Man i Marvel's filmunivers. Han har sågar instrueret to af filmene selv. Udover Marvelfilm kan han nu også bryste sig af at have instrueret ikke bare én men hele to Disney film. I 2016 fyrede Disney for alvor op for relanceringen af deres klassikere, med filmen The Jungle Book, som Favreau fik lov at instruere. Senest er det blevet til den nyeste og måske mest ventede genindspilning nemlig The Lion King, eller som vi kender den bedst; Løvernes Konge.
Jeg er barn af 90'erne, så at sige, at jeg har fået Disneyfilm - og især Løvernes Konge - ind med modermælken er ikke skudt meget ved siden af. Som så mange andre har jeg også et særligt ømt og nostalgisk punkt for de film, som dannede ramme om min barndom. Nogen synger: ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, men jeg er mere typen som råber ”Nallerne fra mine film, makker!”. Det var derfor med en vis nervøsitet, at Disney's relancering af min absolutte favorit tegnefilm skulle ses. Men ses, det skulle den.
Hele Disney's projekt med at genskabe deres klassikere med moderne teknologi og skuespil er blevet modtaget med meget blandede følelser. Der er dem som priser Disney for at aktualisere deres filmmagi for en ny generation af børn. Så er der dem, der ikke ser det som andet end et grådigt forsøg på at vriste penge ud af lommen på den intetanende forbruger. Som så ofte før, skal sandheden nok findes et sted imellem de to yderpoler. Ja, Disney gør et visuelt blændende stykke arbejde, med genopdagelsen af deres klassikere, og ja, nye generationer kan endnu engang forelske sig i deres udødelige karakterer. Vi har set det med Junglebogen, Dumbo, Skønheden og Uhyret, Aladdin og nu senest med Løvernes Konge. Men er det virkelig en nødvendighed? Formålet med at genindspille eller genskabe noget gammelt er vel ligeså meget tiltænkt for at forbedre noget forældet? Sætter man imidlertid en af førnævnte films originaler på, vil man hurtigt opdage at, den håndtegnede stil til trods, der ikke er tale om forældet eller uaktuelle værker. Dette gælder ikke mindst i Løvernes Konges tilfælde. Og her har vi hele humlen ved denne nye film. Den er simpelthen ikke nødvendig.
Hårene i nakken rejser sig stadig, når James Earl Jones' stemme som Mufasa runger ud over savannen, og Seth Rogen som Pumba er morsom i særklasse. Donald Glover som Simba er solid og Chiwetel Ejiofor leverer en original og veloplagt Scar. Alligevel er der en underlig dissonans imellem det man ser på skærmen, og det man føler indeni. Den originale tegnede streg gjorde dyrene menneskelige med ansigtstræk, der understregede alle deres følelser og tanker, men med undtagelse af et agressivt desmerdyr og et par dansene antiloper er den nye udgave af The Lion King fuldstændig strippet for udtryk. Balancen mellem realisme og animation tipper i realismens farvør i en sådan grad, at filmen fremstår distanceret og ude af trit med de følelser den forsøger at formidle.
I sidste ende er The Lion King en blændende flot film, som er fuldstændig uden følelsesmæssig forbindelse til seeren, og en helt igennem overflødig genindspilning af en udødelig klassiker. Med undtagelse af få skuespilpræstationer er der intet nyt under den afrikanske sol i denne af Disney's produktion af gammel vin på nye flasker. Den er ikke dårlig som sådan. Den er til gengæld himmelråbende ligegyldig.
3 ud af 6 stjerner.
Du kan se traileren til nyversionen af Løvernes Konge lige her:
