Tandsættet afslørede en indisk mand, der opholdt sig ulovligt i Danmark.
Østjyllands Politi fik torsdag formiddag en henvendelse fra en tandlæge i det nordlige Aarhus, der havde mistanke om, at en af hendes kunder ikke var den, han udgav sig for at være.
Manden havde i mandags været forbi tandlægen og identificeret sig med en sundhedskort, som passede på én af de kunder klinikken allerede havde i systemet. Manden fik taget nogle røntgenbilleder, som han betalte for kontant, og de aftale, at han skulle komme tilbage torsdag og blive behandlet for det, som røntgenbillederne viste.
Tandlægen var dog i mellemtiden blevet i tvivl om, hvorvidt der var tale om den rigtige person. Dels fordi manden, ifølge sundhedskortet, skulle være 26 år gammel, men lignede én der var over 40, dels fordi han talte væsentligt dårligere dansk, end tandlægen huskede fra tidligere besøg og så ikke mindst fordi de nye røntgenbilleder slet ikke passede med tidligere røntgenbilleder.
Opholdt sig ulovligt her til lands
Tandlængen behandlede derfor ikke manden, men kontaktede i stedet politiet.
Da patruljen kom til stedet, sad manden i klinikkens venteværelse. Han blev bedt om at legitimere sig, og fremviste det samme sundhedskort, der tilhørte en person på 26 år. Betjentene sagde til ham, at de mente, at han udgav sig for at være en anden, end han var, og manden blev anholdt med henblik på konstatering af hans identitet.
I forbindelse med visitation af manden blev der fundet et buskort med et andet navn og fødselsdato, end det der fremgik af sundhedskortet, en græsk opholdstilladelse og endnu et dansk sundhedskort. Politiet fandt frem til, at den anholdte var en 45-årig mand fra Indien, der opholder sig ulovligt i landet. Manden er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til 3x24 timer, mens hans sag forelægges for Udlændingestyrelsen.